.jpg)
Symboler
Noget om symboler - 2022. Redigeret 25. april 2024
"Der er to slags fejltagelser. For det første at forstå alt bogstaveligt. For det andet at forstå alt i overført betydning". Blaise Pascal (Pensees) 1623-1662
I symbollæren er årsag og virkning gensidig forbundne - hinandens forudsætninger. Alt har et mere eller mindre åbenlyst formål og alt efterlader et aftryk eller et tegn, som kan gøres til genstand for tolkning og tillægges en meningsgivende tydning. Begrebet tilfældighed bruges ofte, når det kniber med at foretage et bevidsthedsmæssigt spring fra kvantitet til kvalitet. Fra endeligheden som summen af dele til uendeligheden eller evigheden som en samlet helhed indeholdt i et symbol. Fra meningsløshed til meningsfuldhed.
I symbolerne sammenholdes mængden af individuelle og kollektive erfaringer, forestillinger og projektioner i en ny kvalitet, der er mere end summen af delene. Tolkning og betydning afhænger af, hvilke følelser den tolkende forbinder med symbolet. Symboler giver det, de bliver bedt om. Frelse eller fortabelse. Deres indhold bliver over tid skabt som et produkt af de erfaringer og forestillinger, der fødes i menneskets møde med naturen. Dermed kommer symbolerne til at udgøre et rum for sprog og tænkning.
I fortællingen om Prometheus ran af ilden fra de olympiske guder og foræringen af denne ild til menneskeheden, kan ilden tolkes som et symbol på bevidsthed. Menneskets bevidsthed, der har været fanget i forestillingen om guderne som realiteter. Det kræver en forudseende titan af Prometheus kaliber at blive bevidst om og gøre op med guderne som illusioner og projektioner.
Bevidstgørelsen og frigørelsen fra projektionerne og illusionerne om gudernes eksistens og magt fører til troen på den materielle verden som oprindeligt grundlag for livet. Altså troen på det såkaldte "objektivitetspostulat", der antager den fysiske verden for at være objektiv og ikke projicerende - en død materie. Det er humanismens og dermed også nihilismens grundlag og fødsel. Objektivitetspostulatet udspringer af oplysningstiden og dermed er vi tilbage ved ilden og Prometheus opgør med "magterne".
Som straf for tyveriet af ilden og "oplysningen" af mennesket, bliver Prometheus lænket af Zeus til en klippe ude i Kaukasus bjergene. Hver nat kommer der en ørn og æder af hans lever, som godt nok gror ud igen dagen derpå. Et billede på, hvordan oplysningen og erkendelsen af guderne som projektioner medfører lidelse og lænker mennesket til materien. Den lidende Prometheus symboliserer det oplyste humane menneske, der er bundet til materien og den materielle verden. Prisen for oplysning og indsigt er smerte. Det er tabet af forbindelsen til det kollektive liv.
Befrielsen fra klippen kommer i det øjeblik smerten er tilstrækkelig dyb og har varet længe nok. Når Prometheus (mennesket) ikke længere handler under gudernes opsyn og straf med skam og forfængelighed som trofaste følgere, men udelukkende handler i ubetinget kærlighed til medmennesket og alt levende - vejledt af intuitionen i en større bevidstheds tjeneste - sker der en frisættelse fra bevidsthedens lænkning til den materielle verden. I Biblen findes noget tilsvarende i fortællingen om den fortabte søn. Han når materialismens bund (æder med svinene). Det bliver vendepunktet og hjemrejsen kan begynde. Han rejser hjem til faderens hus, men i grunden rejser han jo hjem til sig selv efter at have været ude af sig selv.
Når humanisten ikke længere gør gode gerninger for at lindre sin egen smerte ved at være "god nok" - altså tilfredsstille sine egne indre guder og dæmoner i en god sags tjeneste, da frisættes bevidstheden og perspektivet vendes om, så alt derefter ses under evighedens synsvinkel (sub specie aeternitatis).
Den ovenfor beskrevne transformation har forbindelse til fortællingen om den sårede (traumatiserede) healer, kentauren Chiron (Græsk myt.: Ceiron), der evigt må rejse rundt i håbet om at finde lindring for sit eget sår ved at heale andre. Først da Chiron, der er halv hest og halvt menneske, bliver dødeligt såret af en pil dyppet i forfængelighedens blod, i en krig mod sine egne artsfæller - de krigeriske, liderlige og fordrukne kentaurer - vælger han at tage pladsen for Prometheus, som derved sættes fri. Et billede på forvandlingen fra halvt dyr og halvt menneske til det hele menneske - den sande velgører og forsyner, der handler betingelsesløst. Også et billede på det medafhængige menneske, der når en følelsesmæssig bund - uhelbredeligt såret efter at være ramt af forfængelighed og såret stolthed - "efter alt hvad han har gjort for andre...."
Symbolerne er rummelige i kraft af deres lave opløsningsgrad, hvad konkret beskrivelse af verden og virkeligheden angår. I verbalsprogets logiske strukturer øges opløsningen og dermed præcisionen i beskrivelsen af vor fysiske virkelighed. Prisen for høj opløsning og præcision, er et tab af helhed og meningsfuld sammenhæng. Det er tabet af samhørighed med medmennesket og helheden. Tydningen mister betydning. I yderste konsekvens et tab, der kan føre til en erkendelse af, at alt blot består af atomer og ellers intet.
En følelsesmæssig afkobling fra virkeligheden som værende mere end en død materie fører til et eksistentielt vakuum, der giver plads til allehånde løsrevne selvcentrerede forestillinger i form af ismer - nihilisme, fascisme, liberalisme, kapitalisme, socialisme, kommunisme.... altså tankesystemer, der har sig selv som mål. Det indebærer et tab af universalitet - tab af fællesskabet med medvæsenerne i naturen og universet. Følelsen af samhørighed forsvinder.
Ismerne er som en slags tynd erstatning for de store religioner og på sin vis er der tale om udfoldning af religion på horisontal planet, gennem det verbale sprog. Ismerne ender som en slags forsøg på at re-etablere og re-legere, altså gen-skabe og gen-forbinde os med et større fællesskab, helheden og det universelle liv ved hjælp af det verbale sprogs logik, analyser og konventionelle symboler i form af og ord og tegn. Et projekt, der er dømt til at mislykkes, da det er grundlagt på og bæres frem af en manglende forbindelse til livets universelle sammenhænge. Der hvor tydning får betydning gennem en følelsesmæssig og sansemæssig kobling til livet, formidlet af symboler.
Det bliver således gennem en pendulering mellem del og helhed, det analoge og det digitale, at verden kommer til syne for os. En vekselvirkning mellem symbolernes evne til at skabe mening og digitaliseringens evne til gennem detaljering at gøre verden formbar. Symboler udgør elementerne i et sprog, der beskriver en verden af en højere orden. Men altid afhængigt af den mytologiske kontekst de optræder i. Symbolerne bliver på den måde naturens "universelle" sprog skabt af naturens fortælling om sig selv blandt andet gennem vi mennesker. Et sprog, der bygger på summen af menneskelige erfaringer. Myterne bliver sandheden og alle andre forklaringer leder bort fra sandheden - bliver bortforklaringer. Lidt groft, men alligevel.... Og billeder er ligesom myter, symbolernes klæder og første lag af sprog.
"Tid er overhovedet ikke, hvad det ser ud til at være. Den går ikke kun i en retning, og fremtiden eksisterer samtidigt med fortiden."
Albert Einstein (1879-1955)
I sin korrespondance med Einstein skriver Freud: "Det kan måske synes dig, som om vore teorier er en form for mytologi. Men ender ikke enhver videnskab i sidste instans i en form for mytologi som denne? Kan det samme ikke siges i dag om din egen fysik?"
"Tid er det, der forhindrer, at alting sker samtidigt." (anvendt, ældre definition af hvad tid er)
