Odd Fellow, Skive
- udstilling i foråret 2026
Forandringens ild - Odd Fellow bygningen i Skive - foråret 2026
Malerier på udstillingen
N.B.
Værkerne er først helt "klar til salg", når signaturen er sat på. Indtil det sker, kan der forekomme ændringer, rettelser m.m.. Du er velkommen til at kontakte mig og aftale et besøg i atelieret, hvis du ønsker at se udvalget.
Tlf.: 28 90 84 02 eller mail
Tekst vedrørende de udstillede malerier
Vand i form af vandløb, fjorden eller havet spiller ofte en rolle i mine malerier. Vand som et billede på følelser, fantasi, liv og det ubevidste samt transformation og genfødsel. Al heling foregår i vand!
Bådene og skibene optræder i forbindelse med vand og overfarten fra et sted til et andet. Det kan være færgemanden Charon, der sejler de dødes sjæle til dødsriget eller over til et nyt land og et nyt livsafsnit. Igen et billede på transformation og regeneration. Når færgemanden tager sig betalt med en mønt, er det et billede på, at den materielle del af livet, alle bindinger til det som ”ejes”, må efterlades og slippes før man kan foretage rejsen til en ny himmel og en ny jord. Altså få nye indsigter og fornyet syn på sig selv og den omgivende verden.
Broer i mine billeder har den samme betydning som bådene og tilsvarende med døre, porte og buer. Det er forbindelser mellem et afsluttet livsafsnit eller et livsområde og en ny begyndelse. Igen er det transformation og ofte også regeneration, eller genfødsel, der relateres til.
Ild spiller også en rolle i forbindelse med transformationer. Det gamle må brændes væk ligesom fugl Føniks, der så genopstår af asken.
Væltende huse (huset som os selv) viser hen til del-personlighederne, der må væltes og fjernes før porten til en ny bevidsthed åbner sig. Den indre kakofoni af modstridende stemmer må tie. Et rige i splid med sig selv kan ikke bestå. Husene bliver et billede på Babelstårnet, der jo betyder bla, bla,... Når husene og Babelstårnet vælter sænkes himmelstigen ned. Imellem tårnet og himmelstigen viser porten til den nye bevidsthed sig. Porten til det ny Jerusalem.
Det røde maleri. Hummeren symboliserer overflod, regeneration, transformation, vision, hårdførhed. Den har øjnene på stilke eller antennerne ude. Hummere har et syn, der er blandt det bedste hos havdyr. Det gør dem til et symbol på vision og opdagelse, når de svømmer rundt i havet og konstant opdager nye områder hver dag.
Vandreren eller eremitten med sin lærling er en motivkreds omkring den kappeklædte vismand eller eneboer. Kappen viser en opnået beskyttelse mod omverdenen - gennem selvindsigt. Staven viser viden om og indsigt i naturens mystiske kræfter, som vandreren behersker. Med staven plantet på jorden vises jordforbindelse og en fundamental forbundethed med naturen.
Fuglene: Malerier med traner, svaner eller gæs hører ligeledes til transformationssymbolerne. Ligesom fiskehejren er de rejsende "in between" på og mellem jorden, vandet og himlen. I det tidløse mellemrum - liminal spcae
Blue Border * h: 120cm x b: 140cm * Olie på lærred * Januar 2024
Blue Border hører til motivkredsen omkring Færgemanden og Charons flåde

Vandkold syvpattet dansk malkeko anno 2025 * h: 90cm x b: 90cm * Olie på lærred * December 2025
Forandringens ild! * h: 140cm x b: 200cm * Olie på lærred * Maj 2023

Babel h:140cm x b: 120cm Olie på lærred * maj 2025
Babel hører til motivkredsen omkring Tårnet & Himmelstigen

Færgemandens flåde * h: 90cm x b: 90cm * Olie på lærred * Juli 2025

Underskoven * h: 130cm x b: 90cm * Olie på lærred * Marts 2008

Hummere * h: 90cm x b: 90cm * Olie på lærred * 2025

Fjordlusk * h: 80cm x b: 80cm * Olie på lærred * Februar 2026
Både på stranden * h: 70cm x b: 90cm * Olie på lærred * Februar 2026
Maleriet hører til motivkredsen "Stormfloden - strandingen" men relaterer også til "Charons Flåde"



